Webres.dk © 2005

Oprettelse af domæne og webhotel hos DanDomain

Denne udbyder er blandt de allerstørste i Danmark, men Dandomain ligger også i den dyre ende. Se om de er pengene værd i denne anmeldelse. Anmeldelsen tager udgangspunkt i Dandomain's Micro webhotel med 10 MB serverplads til 49 kroner pr. måned.
Dandomain er forholdsvis billige hvad angår oprettelse af domæne, men deres webhoteller ligger som sagt i den dyre ende af markedet.

Selve oprettelses- og betalingsprocessen er logisk opbygget og fungerer uden problemer. Efter gennemførsel af ordre og betaling modtager man en velkomstmail med de nødvendige oplysninger (brugernavne og passwords). Disse oplysninger syntes jeg personligt var knapt så lette at gå til som jeg har oplevet hos andre (og billigere) udbydere. Det er dog ikke noget som trækker ned i det samlede indtryk af denne udbyder af webhotel og oprettelse af domæne. Redelegeringen af domænet blev gennemført hurtigt, så domæne og webhotel var klar til brug på rekordtid (det er ganske få steder jeg har oplevet at det går så hurtigt).

Som nævnt indledningsvist er Dandomain blandt de dyreste udbydere på det danske marked, og spørgsmålet er jo så om de er pengene værd. Dette afhænger naturligvis af dine behov, og hvilke ting du lægger vægt på. Hvis man f.eks. ønsker features som ASP, PHP og MySQL, skal man vælge en større løsning end denne anmeldelse tager udgangspunkt i, og så bliver prisen væsentligt højere.
Så når man ikke får mange features for pengene, så må man som minimum forvente at Dandomain tilbyder løsninger med høj stabilitet (det er i hvert fald min forventning). Da mit webhotel hos Dandomain i skrivende stund kun er ca. 1 måned gammelt, kan jeg ikke rigtigt sige noget om stabiliteten. Men foreløbig har det kørt upåklageligt. Jeg vil naturligvis opdatere denne side, hvis dette ændrer sig.
Samlet set er jeg altså positiv overfor oprettelse af domæne og webhotel hos Dandomain, men på negativ-siden vejer prisen lidt tungt. Omvendt hvis det viser sig at stabiliteten er perfekt, så vil jeg da mene det er pengene værd.